Sanser, neurodivergens og animisme

Mange neurodivergente, inklusiv undertegnede, oplever det, som på fagsprog kaldes sanseforstyrrelser eller sanseintegrationsforstyrrelser. Det vil sige, at vi sanser på en anden måde end de fleste andre mennesker gør, hvilket kan give flere udfordringer i hverdagen.

Rent fysiologisk:

Neurodivergente er ofte enten hypersensitive (ekstremt følsomme) eller hyposensitive (ekstremt ufølsomme) i forhold til forskellige sansestimuli. Jeg har ofte hørt beskrevet, at mange neurodivergente er hyposensitive, når det kommer til de indre sanser (man har svært ved at mærke sin krop og hvad der foregår i den) og hypersensitive, når det kommer til de ydre sanser (man bliver nemt overstimuleret og overvældet af udefrakommende sanseindtryk). Det er dog forskelligt fra menneske til menneske som med alt andet.

Ifølge den amerikanske ergoterapeut og psykolog Dr Ayres, så er 80% af vores nervesystem involveret i neurologiske sanseperceptionsprocesser eller i organiseringen af sensoriske input. Vores sanseapparat kan overordnet set inddeles i fem ydre sanser: syn, hørelse, lugt, smag, berøring/føle og to indre sanser: vestibulære sans (ligevægt) og den proprioceptive sans (stilling-muskel). Det er ikke, fordi neurodivergente nødvendigvis har bedre hørelse eller syn end andre. Forskellen ligger i hjernes bearbejdning og sortering af sanseindtryk.

Hjernen sorterer sansestimuli, sådan at det den har vænnet sig til og forstår giver den mindre opmærksomhed, hvorimod det som den ikke forstår, anses som farligt, og der sendes dermed mere sanseinformation. Neurodivergente hjerner har ofte en anderledes forestillingsevne, som kan medføre, at meget sansestimuli betragtes af hjernen som nyt og farligt. Derudover bidrager en øget bearbejdningstid og detaljeorientering, samt nedsatte eksekutive funktioner og arbejdshukommelse til, at den neurodivergente hjerne kan have svært ved at sortere, strukturere og samordne sanseindtrykkene, hvilket bidrager til sanseoverstimuleringen.

Vi modtager stimuli svarende til ca. 11 millioner bit/sekund, men de fleste mennesker er kun bevidste om stimuli svarende til 40-50 bit/sekund. Ifølge en oplægsholder på Autismeforeningens SIKON-konference 2025 så er der nu forskning, som peger på at mange neurodivergente mennesker er bevidste om stimuli svarende til 100 bit/sek. og endda helt op til 1000 bit/sekund. (Måske ikke underligt, at man så nemt kan blive lidt overstimuleret?).

Du kan læse mere fakta om sanserne og neurodivergens i denne artikel på Autismeforeningens hjemmeside: autismeforeningen.dk

Egne oplevelser og erfaringer

Jeg tror i virkeligheden, at overstimulering og sanselig overvældelse er en af mine største udfordringer, når det kommer til at begå mig i verdenen.  Jeg er hele mit liv blevet hurtigt overstimuleret og udtrættet af verdenen, hvilket ofte er blevet betragtet som en svaghed eller ’defekt’ af både mig selv og andre.  Jeg prøvede i mange år at ændre det ved først at ignorere det og ’tage mig sammen’, og derefter ved at lukke ned for krop og sanser med en spiseforstyrrelse. Ingen af delene var dog holdbare i længden, og i sidste ende forværrede det bare det hele.

Når jeg skal prøve at forklare andre, hvordan jeg oplever og sanser verden, så plejer jeg at beskrive det med et billede af, at der ikke er nogen grænse mellem mig og omverdenen. Jeg bliver på en måde opløst i verden. Verden strømmer ind i mig, og jeg flyder ud i verden. Jeg kan ikke rigtig adskille mig fra omgivelserne. Lyde, lugte, fornemmelser, synsindtryk, samt andre væsners følelser, nervesystemer og energier blander sig med mine følelser, celler og synapser. (Og nej ’energier’ er ikke ment som noget hokus pokus, det er en helt reel oplevelse af at mærke andres udstråling og tilstand fysisk på min egen krop)

Dette er med til at gøre, at jeg kan have svært ved at adskille mig fra andre mennesker. Jeg mærker deres følelser som mine egne. Nogle gange mærker jeg endda, at der er noget galt hos dem, for de selv gør. Jeg har svært ved at blive i mig selv, når jeg er sammen med andre mennesker. Jeg glider over i dem, over i deres kroppe, helt uden vilje. Hvis de er stressede, bliver jeg stresset, hvis de er kede af det, bliver jeg ked af det, hvis de er glade, bliver jeg glad. Det er udmattende.

Jeg ser alle detaljer på min vej. Snirkler og snørkler på husmurene, et stykke tyggegummipapir, et tabt armbånd, røde sko, en sjov gang, et modermærke, en plet, en tissemyre, et blad og et skævt håndtag. Når jeg går blandt mennesker, så ser jeg alle menneskers ansigter, øjne, næse, mund, hår, udtryk. Jeg kan ikke lade være. Jeg har meget svært ved at være i København og byer generelt. Jeg bliver helt forpustet af trafikstøj, bilos, mennesker, musik, butikker, huse. Larm og bestemte lyde kan nærmest gøre fysisk ondt i hele min krop. Jeg kan næsten ikke få vejret i bestemte lugte, bestemte miljøer. Selvom jeg er blevet meget bedre til at benytte mig af ’hjælpemidler’, så som ørepropper og solbriller, så er det kun en begrænset hjælp, og det bliver stadig hurtigt for meget.

Når jeg bliver meget overstimuleret, så sitrer alle cellerne i hele min krop, som om de vil eksplodere eller implodere eller flyve væk. Jeg får følelsen af at være udenfor, fremmed, for min egen krop. Jeg vil flygte væk.  Jeg bliver angst og depressiv og meget følelsesladet. Min hjerne stoppes til med uld og vat, glider ud i tåge, jeg kan ikke samle tankerne, som bliver en hidsig hvepsesværm. Jeg kan ikke tage stilling til noget. Jeg kan ikke overskue noget. Det gør ondt i hovedet, og jeg er som et lille hjælpeløst ulykkeligt barn. Det er ikke særlig rart, hverken for mig selv eller dem omkring mig.

Men jeg vil også gerne understrege og insisterer på, at denne måde at sanse på ikke som udgangspunkt er noget dårligt! Faktisk er det efter min mening også en kilde til megen skønhed og lykke. Jeg er overbevist om at rigtig meget af min kreativitet og kunstneriske virke udspringer netop af denne sanselige overflod. Det mener jeg er livsvigtigt!

Denne overflodssansning giver mig evnen til i høj grad at se og værdsætte livets små detaljer og finurligheder, som mange andre overser eller tager forgivet. Jeg kan blive helt varm og lykkelig indeni, når jeg ser en smuk blomst, en sjov lille bille eller ved duften af min kæreste. Jeg kan nemt relatere til andre, og har ofte en intuitiv god fornemmelse for både mennesker og dyr, hvilket både jeg selv, og dem, jeg har i min nærhed, har stor gavn af.

Jeg kan opleve øjeblikke, natur, kunst og andre væsner så levende og stærkt, at det kan føles helt overjordisk, ekstatisk, ja nærmest guddommeligt. Jeg kan føle mig meget forbundet med omverdenen på en helt særlig måde. Det synes jeg giver både en masse liv og mening til tilværelsen, som jeg nødig ville være foruden.

Dette leder mig hen til animismen. Der er mange forskellige tilgange/metoder/vinkler, som man kan behandle et emnefelt ud fra. Jeg synes altid, at det er mest spændende og oplysende, når man behandler et fænomen ud fra flere forskellige videnskaber/narrativer/metoder. I starten af blogindlægget behandlede jeg emnet ’neurodivergens og sanser’ ud fra et naturvidenskabeligt fysiologisk udgangspunkt, og derefter ud fra et personligt erfaringsbåret udgangspunkt. Jeg vil nu afslutte med at behandle emnet ud fra et tredje og måske mere alternativt udgangspunkt, som går igennem den animistiske ontologi. Fordi måske kan min og mange andre neurodivergentes måde at sanse og være i verden på også beskrives som værende en animistisk verdensoplevelse i stedet for en forstyrrelse.

Animisme:

Der findes mange forskellige definitioner på animisme: en religion, en spiritualitet, en kultur, en ontologi, en verdensoplevelse, en verdensforståelse mm., og jeg kan varmt anbefale bogen ”Animisme – fra klippekunst til klimakrise” af Rune Engelbreth Larsen, hvor animisme behandles og diskuteres i dybden.

Men helt kort så er animisme et begreb, der dækker over en måde at forstå/opleve/være i verden på, hvor ”alt fra dyr og planter til masker og figurer til landskaber og himmelfænomener kan opfattes som personer” (Engelbrecht Larsen 2025: 11). Livet leves i relationer og verden er befolket af sociale og bevidste personer (menneskelige, og ikke-menneskelige), som kan kommunikere med hinanden. Animisme er meget udbredt hos forskellige oprindelige folk og stammesamfund, men findes i hele verden.

Det spændende i animismen i forhold til sanser og neurodivergens er, at i den animistiske ontologi er grænserne og skellene mere flydende, og der er ikke de samme skarpe dualistiske skel, som vi har opsat i det moderne vesten mellem subjekt og objekt, den materielle krop og den immaterielle sjæl, mig (indre) og verden (ydre): ”Kroppen er en del af verden, i verden, ikke ’uden for’ verden, og derfor er ånden heller ikke ’uden for’ verden.” (Engelbrecht Larsen, 2025: 453).  Desuden er der i animistiske kulturer også en anden person-opfattelse end vi er vant til i det moderne vesten: ”Animistisk betragtet er personer givet fald ikke afgrænsede statiske individer, men snarere variable og flydende divider” (Engelbrecht Larsen 2025: 446). (Divider er et begreb, der kommer fra antropolog Mckim Marriot og som stammer fra det latinske dividuus, som betyder delelig, hvorimod individ kommer af det latinske individuus, som betyder udelelig.)

Denne verdensforståelse eller verdenserfaring er meget lig den måde jeg (og også mange andre neurodivergente) oplever verden på. Som jeg har beskrevet tidligere i blogindlægget, så oplever jeg ikke, at der rigtig er nogle tydelige og hårde grænser mellem mig og omverdenen, mellem mig og andre mennesker. Jeg kan ikke adskille mig selv fra verden, og omvendt. Jeg kan ikke adskille mig selv fra andre mennesker og omvendt. Det hele er en integreret sammenhæng.

Jeg er dog opvokset i et samfund, som er skabt til og af afgrænsede statiske individer med tydelige dualistiske afgræsninger mellem JEG og verden, mellem JEG og andre, og hvor man ikke må lade sig påvirke og opløse af omgivelserne. I sådan et samfund er det en forstyrrelse at være et ”variabelt og flydende divid”. Jeg bliver sanseforstyrret, fordi jeg lever i en forstyrret verden. Verden forstyrrer hele tiden. Vi bombarderes med stimuli i overflod. Og jeg kan modsat andre ikke lukke det ude. I det her samfund bliver man syg af at være en krop, der er en del af verden i verden, for verden flyder over af larm, forurening og stress.

Men betyder det, at det er mig, der er noget galt med?

Jeg tror ikke, at en såkaldt sanseforstyrrelse nødvendigvis er en forstyrrelse i sig selv.

Jeg mener, at det i høj grad er verden, der er forstyrret og som forstyrrer og dermed gør mig forstyrret. Det betyder noget, hvordan vi beskriver og forstår fænomener. Og jeg synes hellere, at vi skulle forstå denne måde at sanse på som en sansevariation, en anden verdensforståelse, en anden verdensoplevelse. Måske ligefrem en animistisk væren i verden.