Det vigtigste er mennesker med hjertet forrest

Når jeg er ude at holde foredrag om mistrivsel i forbindelse med spsieforstyrrelse og  neurodivergens, så er der ofte folk, der bagefter spørger: ”Hvad fik det til at vende?”, ”Hvad hjalp dig til at blive rask/få det bedre?” eller ”Hvad skulle have været gjort/gjort anderledes for at undgå…?”

Det er nogle meget vigtige og reelle spørgsmål, som jeg dog også synes kan være rigtig svære at svare på. Som jeg også skriver lidt om i mit blogindlæg ”Jeg drømmer om at være en succeshistorie i Go’ Morgen Danmark”, så tror jeg ikke på den simple lineære rask-syg-rask-fortælling. Det er i alt fald ikke den erfaring, jeg selv har. Der er ikke et bestemt vendepunkt eller en bestemt ’løsning’, som hjalp mig. Det er mange forskellige ting som på forskellige tidspunkter har hjulpet mig. Og det, som har hjulpet mig, er ikke nødvendigvis det, som vil hjælpe dig.

MEN! Noget jeg dog altid kommer tilbage til, og som jeg også understreger i mange af mine foredrag, er at fællesnævneren for alle de steder, hvor jeg har fået mest hjælp, er MENNESKENE. Mennesker med hjertet forrest. Mennesker som helt oprigtigt har villet mig og set mig. Det er der, hvor jeg har fået den hjælp og de rammer, jeg havde brug for og som passede til mig, i stedet for den hjælp eller de rammer som tilfældigvis lige var der, og som jeg så blev forsøgt presset ind i.

Som en stille dygtig pige, der i virkeligheden var en uopdaget autist med ADD, har jeg hele mit liv ofte følt mig meget overset eller misforstået. Jeg er sjældent blevet hverken set, forstået eller anerkendt som det barn, det menneske, jeg egentlig var. Jeg var derfor også i alt for mange år i nogle rammer, der ødelagde mig. Der endte med at gøre mig alvorligt syg.

Jeg blev syg med anoreksi. Udover, at det var en belastningsreaktion og en overlevelsesstrategi, så var det også et ubevidst skrig om at blive set og anerkendt som menneske. Det er nemlig noget af det vigtigste for alle menneskers liv, trivsel og helbred. 

Men da jeg blev indlagt i psykiatrien som 16-årig, blev min familie og jeg i stedet kastet ind i et fremmedgørende system. Et system ved navn psykiatrien, ved navn regionen, ved navn kommunen, ved navn jobcenteret, ved navn staten, ved navn systemet.

Systemet. En verden af systemer. Et system af systemer.

Mit liv.

Patient. Borger. Bruger. Klient. Modtager.

Reduceret til tal, numre, statistikker, diagnosekoder, journalnotater, sengepladser, paragrafer, sagsakter, budgetter, omkostninger, udgifter.

Mit liv.

Styret af systemer. Styret af fjerne lovgivere, folketingsmedlemmer, ministrere, embedsmænd, økonomiske regnemodeller, budgetter, bundlinjer, kommunalbestyrelser, regionsråd, udviklingskonsulenter, kommunaldirektører, projektledere, afdelingsledere, overlæger, jurister, økonomer, paragrafer, styrelser, love, bestemmelser, systemer, bureaukrati. 

Mit liv

Eksisterede på andres nåde. Samfundets nåde. Kommunens nåde. Økonomiens nåde.

I dette system, i disse offentlige institutioner som mit liv nu afhang af, oplevede jeg, hvordan menneskeligheden hurtigt fortabes i økonomiske regnemodeller og effektiviseringsdogmatikker.

”Der kan være stor vold i et regneark” (Emma Holten, Underskud, s.259).

Jeg oplevede medarbejdere, som på grund af sparekrav, effektiviseringskrav og dårlig ledelse blev hindret i at udøve den hjælp deres faglighed egentlig bød dem.

Jeg oplevede medarbejdere, der skulle bruge så meget tid på at dokumentere, at de ikke havde tid til at hjælpe de mennesker, som dokumentationen egentlig handlede om.

Jeg oplevede medarbejdere, som blev hårde og kolde eller fjerne og ignorante, fordi de mistrivedes og var pressede og stressede.

Jeg oplevede at blive mødt med stor mistro. Jeg oplevede mine forældre i en uendelig kamp med et system, vi troede skulle hjælpe. Jeg oplevede at blive presset ind i kasser, i tilbud og tiltag, som slet ikke passede til mig eller min situation, men som lige var det eneste, der kunne bevilges. Jeg oplevede manglende faglig viden og manglende villighed til at lytte. Jeg oplevede hjælp, der ikke var en hjælp, tværtimod. Jeg oplevede, at små tekniske detaljer, bureaukratiske systemer og kortsigtede spareøvelser forhindrede mig i at få den hjælp, som alle var enige om ville være bedst.

Jeg oplevede, at blive set som en diagnose, en sygdom, endnu en i rækken, som bare skulle ekspederes hurtigt videre.

Jeg blev en diagnose. Jeg blev en sygdom. Jeg blev endnu en i rækken.

Jeg blev endnu mere syg.

”De metoder vi måler og vurdere samfundet med, er i konstant konflikt med vores menneskelighed” (Emma Holten, Underskud, s. 262)

I dagens Danmark måler og vurderer vi alt ud fra et meget snævert økonomisk perspektiv. Det system, vi har skabt. Den måde vi driver offentlige institutioner på. Vores menneskesyn. Det hele bliver styret af dette økonomiske tunnelsyn.

Det giver mindre og mindre plads til omsorg og menneskelighed. Omsorg og menneskelighed kan ikke måles og vejes. Omsorg og menneskelighed spares og effektiveres hurtigt væk.

MEN! Menneskelighed er det allervigtigste for os mennesker. Menneskelighed er altafgørende for at helbrede og hjælpe andre mennesker. Vi bliver ødelagt af manglende menneskelighed.

Det, som har hjulpet mig allermest. Det, som har gjort den største forskel. Det er menneskene! Mennesker, som formåede at menneskeliggøre systemet. Sygeplejersker, pædagoger, psykologer, psykiatere, læger, sagsbehandlere, UU-vejledere, socialrådgivere, terapeuter, ledere og medarbejdere i dagtilbud og på behandlingsskoler.

Jeg oplevede mennesker, som turde tænke ud af boksen, som turde gå nye veje og oprigtigt investere i mig, så jeg fik den hjælp og de rammer, der passede bedst til mig. Jeg oplevede mennesker, som med deres faglighed og menneskelighed formåede at lytte, forstå og gribe mig. Jeg oplevede mennesker, som troede på mig og gjorde sig umage med at skabe en tryg og tillidsfuld relation, så jeg langsomt igen kunne begynde at spire. Jeg oplevede mennesker, som med deres menneskelighed kunne genkende og fremkalde min.

Mennesker, der gik med hjertet forrest!

 

”Vi skaber så meget værdi for hinanden. Det er svært at måle, men det er ikke svært at mærke” (Emma Holten, Underskud, s. 262)

Vi må ikke glemme alt det, som ikke kan måles og prissættes. Det er ofte det vigtigste!

I vores iver efter at spare og effektivisere, er vi efter min mening kommet et sted hen, hvor vi ikke spare, men tværtimod spilder økonomiske ressourcer og ødsler værdifulde menneskeliv bort.

Lad os ikke ødelægge mennesker. Lad os i stedet opbygge hinanden. Det er ofte så lidt der skal til.