Jeg drømmer om at være en succeshistorie i GO’ Morgen Danmark

Jeg har igen igen været nødsaget til at trække hårdt i nødbremsen. Jeg har måtte slukke telefonen, lukke helt ned for mails og sociale medier. Jeg har måtte aflyse foredrag, møder og aftaler med familie og venner. Jeg har presset mig selv for meget, overbelastet mit nervesystem, og opdaget det for sent. Nu betaler jeg prisen. Igen. Story of my life.  

Overbelastning af min psyke og mit nervesystem kommer til udtryk som en ekstrem fysisk og kropslig reaktion hos mig. Min krop føles som en myretue, hvor alt sitrer, kribler og krabler. Alle mine celler skal til at springe i tusinde stykker. Mit hjerte hamrer så hårdt, at det gør ondt. Min mave er sten. Min krop er sten. Min krop er gennemsigtig. Flosset og tyndslidt. Jeg hyperventilerer. Jeg trækker vejret i korte stød. Alt bliver et spørgsmål om liv eller død. Mine tanker er hidsige myg, der stikker og banker. De er flyvske, de er insisterende, de er fastlåst i onde cirkler. Jeg kan ikke holde styr på noget. Alt er kaos. Alt er panik.

Jeg kan ikke slappe af og finde hvile, jeg kan ikke komme i gang og gøre noget.

Jeg bliver stresset og overvældet af det mindste sociale, men samtidig overvældes jeg af panik og angst, når jeg er alene.

Jeg kan ikke holde noget ud. Jeg kan ikke holde ud at være til. Jeg kan ikke holde ud at være i live.

Det er ikke fordi dette er noget nyt. Alligevel kommer det lige meget bag på mig hver gang. Jeg bliver lige forskrækket og ked af det. Man skulle tro jeg snart havde lært mine egne grænser at kende, lært at passe på mig selv, lært at stoppe op i tide. Tilsyneladende ikke.

Jeg er blevet bedre, men det er svært at lære, når man hele sit liv har været vant til som udgangspunkt altid at presse sig selv over evne for at passe ind.

Det er svært at lære, når ens hjerne er bygget sådan, at den glemmer, at man kan have det på andre måder end sådan som man har det lige nu. Når jeg har det godt, føles det som om jeg kan klare hele verdenen, og så er jeg helt ubevidst om, at jeg kan få det rigtig dårligt, hvis jeg ikke passer på.

Det er svært, fordi jeg kan holde til mere nu end jeg kunne lige efter mit sidste store belastningssammenbrud sidste jul, men stadig er langt fra at kunne så meget, som jeg har kunne før.

Det er svært fordi jeg gerne vil leve op til egne og andres forventninger.

Det er svært fordi jeg gerne vil så mange ting, og jeg har altid meget større ambitioner end, hvad min energi reelt rækker til. Det er svært at stoppe, når det er noget man faktisk brænder for og gerne vil.

I denne omgang blev det i høj grad nok for meget, fordi jeg havde for mange foredrag for tæt på hinanden. Ironisk nok, så havde jeg særligt mange af foredraget ”Jeg kan ikke hvad jeg vil – om at leve bæredygtigt som neurodivergent” som netop handler om det med at ville mere end man kan. Det handler også om meget at passe på sig selv. Acceptere sig selv. Jeg skammer mig, når jeg får et sammenbrud igen igen. Jeg skammer mig over ikke at kunne leve op til mine egne ord. Jeg skammer mig over at gentage et dårligt mønster igen og igen og igen. Jeg vil så gerne være det håb og den rollemodel, som andre kan spejle sig i og vide at det nok skal gå, vide at de er gode nok som de er. Jeg har altid drømt om at være en succeshistorie i GO’ morgen Danmark. En fortælling om, hvordan jeg måtte så grueligt meget igennem, men nu har fået det åh så godt og lykkeligt. Jeg drømmer stadig om at være en succeshistorie i GO’ Morgen Danmark.

Det er bare ikke sådan mit liv har foldet sig ud. Mit liv (og jeg vil gætte på de fleste andres) er ikke en lineær rask – syg – rask – fortælling, som passer perfekt ind i berettermodellen med et anskueligt plot, et tydeligt point-of-no return og en lykkelig afslutning, hvor alle de løse ender mødes i en større harmonisk sammenhæng. Livet er en kompleks fortælling som går i mange retninger hele tiden.  Jeg vil aldrig blive en succeshistorie i GO’ morgen Danmark. Jeg har stadig meget at kæmpe med. Jeg er på den måde ikke kommet ’om på den anden side ’. (Synes ærligt også det er mærkeligt udtryk). Men jeg håber ikke, at det betyder, at min historie ikke er værd at fortælle. Jeg håber og tror stadig, at mine erfaringer og refleksioner er værd at lytte på. Jeg håber stadig på livet.

Jeg ved også, at jeg kommer op igen. Det gør jeg altid. Men lige nu føles det meget umuligt. Lige nu føler jeg mig endnu engang som et meget mislykket menneske. Et ødelagt menneske.  Et menneske, der er overvældet af angst over ikke at være god nok, over at blive forladt af dem hun elsker, og over hvad der skal ske med fremtiden. Hvad kan hun overhovedet holde til? Kan hun overhovedet finde ud af at leve? Kan hun overhovedet noget?

Lige nu er jeg opslugt af uroen, stressen og angsten. Så i denne tid forsøger jeg at trække stikket, så godt jeg kan, og gå forsigtigt frem i det små. Jeg prøver at lade fremtid være fremtid og fokusere på det nære her og nu. Jeg fokuserer på RO! RO! RO! det bedste jeg har lært. Så for nu vil jeg drikke te, høre lydbog og lægge uendeligt mange puslespil. Jeg vil nyde efterårsfarverne, lave yoga og læse en god bog. Jeg vil sidde under dynen, strikke og se serier. Jeg vil nusse min kanin og give min kæreste mange lange kram.