MOTION: Forførende fantasier. Maniske manier. Alt jeg ønsker er at løbe til jeg flyver eller falder om

Hun kan ikke sidde stille.

Myrerne er i hver eneste celle i kroppen.

I huden

I tankerne

Fingrene og tæerne

Hun er nødt til at løbe.

Flygte!

Løbe til tankerne fordufter og flyver væk med vinden.

Flygte!

Løbe til kroppen falder om af udmattelse og hun endelig kan få hvile.

Flygte!

Hvis hun ikke løber, vil hun ikke kunne holde sammen på sine knogler.

Kroppen vil flyde ud over alle grænser.

Løb! Eller dø!

Fight, flight eller freeze. Når kroppen er i alarmberedskab, så handler den før du når at overveje det. Du kæmper, flygter eller stivner. Jeg har ofte stivnet, men mest af alt flygtet.

At løbe væk. Det er en flugtreaktion. Jeg løb. Jeg flygtede. Flere gange dagligt.

Motion. Bevægelse. Det var en flugtreaktion og en overlevelsesstrategi.

Jeg ville flygte fra ubehaget i kroppen, angsten og stressen.

Jeg ville flygte fra tankerne, kaosset og cirklerne.

Fra følelsernes rasen og overvældelse.

Fra kravene og forventningerne.

Fra mig selv.

Fra livet.

Det blev en afhængighed. Den eneste måde jeg kunne regulere mig selv: mine følelser, tanker og energi. Det var et high. Høj på adrenalin. Det eneste der holdt mig kørende. Jeg kunne ikke sidde stille. Benene hele tiden sitrende, skrigende på at komme afsted. Jeg måtte holde mig i gang, ellers kom livets realiteter og kroppens undertrykte signaler væltende. Kun når jeg kollapsede af udmattelse, kunne jeg få et par timers ro.

Tvangsmotion har været en kæmpestor del af min spiseforstyrrelse, men det er kommet til udtryk på forskellige måder i forskellige faser. Og det er ikke noget der altid nødvendigvis har været særlig tydeligt for andre.

Jeg har gjort alt fra meget synligt sygelig adfærd som dumme træningsøvelser på gulvet, hop og sprællemænd når ingen så det. Jeg har nægtet at sidde ned og gået i mærkelige zigzagmønstre for at forlænge gåture. Men jeg har også gjort meget som i udgangspunktet er helt almindeligt som at gå til ridning, muge ud, løbe, gåture i skoven, cykle til skole, gå til crossfit, træne i fitness. Nogle perioder har det været i en frekvens, der nok også har været synligt ’for meget’, men andre perioder har det været med en frekvens, som kan betragtes som helt almindeligt. For mig at se handler det meget mere om det, der ligger bag handlingen, end det, der er selve handlingen.

Problemet med tvangstanker er nemlig at de sniger sig ind ALLE STEDER. Selv de steder som i udgangspunktet handler om noget helt andet bliver korrumperet. Når jeg red, kom det til at handle mere om, hvor meget jeg kunne forbrænde end om rideøvelserne og samværet med hesten. Når jeg gik en tur med min kæreste eller en ven handlede det mere om, hvor langt en tur vi kunne gå end om samtalen og naturen. Jeg skulle altid vælge at stå op og tegne eller male, selv når det gav bedre mening at sidde ned. Hver en pause i skolen skulle udnyttes til at gå, og selvom jeg også reelt havde brug for luften, bevægelsen og alenetiden, så blev det også til noget, som jeg gik fuldstændig i panik over, hvis jeg ikke gjorde, selv når jeg havde mere lyst til eller brug for noget andet. Jeg cyklede alle steder (jeg synes stadig, det som udgangspunkt klart er den bedste transportform ud af flere onder), jeg cyklede selv i snestorm, og når jeg var på randen af kollaps. Jeg skulle altid vælge den længste og hårdeste yogavideo. Jeg skulle altid nå over et vist antal kalorier på romaskinen.

Men jeg bildte mig selv og andre ind, at min motivation udelukkende var forbundet med lyst, egenomsorg, sunde vaner og oprigtig interesse. Fordi i næsten alt det, jeg gjorde, var der jo netop elementer af lyst, egenomsorg, sunde vaner og oprigtig interesse. Det gjorde det meget mudret, for hvad var problemet egentlig? Hvor går grænsen mellem sygt og sundt?

Problemet var, at det kom til at opsluge hvert eneste område af mit liv. Det syge var at ALT i min hverdag, hele min eksistens, i virkeligheden blev defineret og styret af, hvordan jeg kunne bevæge mig mest muligt. Alle valg blev truffet ud fra, hvordan jeg kunne forbrænde mest. Og jeg skulle altid løbe, træne, gå, cykle, svømme, stå, ride, muge etc. længere, oftere, hårdere, mere! Det var ALDRIG godt nok.

Det var faktisk først da jeg for et års tiden siden for alvor tog et opgør med motionen, at det gik op for mig, hvor meget motion havde fyldt for mig. Det var først, da jeg skar alle former for bevægelse, som ikke var absolut nødvendig, helt ud af mit liv (rengøring, cykle ned og handle, gå til bussen mm. kunne jeg ligesom ikke rigtig skære væk), at jeg opdagede, hvor stor en afhængighed og sygelig overlevelsesstrategi det var blevet. Motionen var ikke længere et tilvalg, men en lang række tvangstanker, som kontrollerede mit liv.

I flere måneder gjorde jeg simpelthen ingenting, hverken en lille gåtur eller yoga. Det var et rent helvede!! Jeg gik fra slet ikke at kunne have bare en enkel hviledag til lige pludselig kun at have hviledage. De første dage lå jeg bare i fosterstilling på gulvet i angst og gråd. I flere uger gik jeg rundt i en konstant tåge af angst. Jeg ventede bare på at dagen sluttede. Jeg mærkede nu den flodbølge af angst, som motionen havde været drevet af. Rene overlevelsesstrategier og traumereaktioner.

Jeg havde i mange år gået eller løbet en tur, hver gang jeg oplevede det mindste ubehag indeni eller blev overvældet. Jeg havde overanstrengt og udmattet min krop hver eneste dag for at finde noget, der bare mindede en smule om ro i krop og sind. Jeg havde brugt adrenalinen og overaktiveringen af kroppen til at forsøge at udholde de krav og forventninger, jeg skulle leve op til, samt dulme den stress og belastning, der opstod heraf. Jeg havde kunne maskere flere af mine autistiske træk og sider af min ADD, som eksempelvis sanseoverstimulering, eksekutive vanskeligheder samt udfordringer med skift, uvished og det sociale, ved nærmest bogstaveligtalt at løbe fra dem. Jeg havde også ubevidst brugt udholdenhed og selvdisciplin ift. motion og træning som et forsøg på at bevise overfor mig selv og andre, at jeg var stærk og kompetent. At jeg ikke svag og pylret, som jeg ellers ofte var blevet skudt i skoene som barn, og som stadig sidder som en stor skam i mig. Den anerkendelse, jeg fik ift min fysiske formåen og dedikation, bekræftede mig bare i, at motion var en effektiv måde, jeg kunne overbevise mig selv og andre om min ret til at være her. Hvis jeg ikke dyrkede motion hver eneste dag, så var jeg tyk, doven, svag og værdiløs.

Da jeg stoppede med alt motion væltede alle disse mange års lagret angst, overlevestrategier og tvangstanker frem. Men det var ikke kun det, jeg blev konfronteret med og måtte udfordre (hvilket ellers var mere end RIGELIGT i sig selv). Jeg blev også konfronteret med og skulle udfordre, hvad alle sundhedsråd, forskere, læge, psykologer og almindelige mennesker generelt siger er det bedste og sundeste for dig.

Motion er jo som udgangspunkt noget sundt og godt. Rigtig mange mennesker har brug for og ønsker at få mere bevægelse ind i deres liv. Mange mennesker synes, det er rigtig svært at komme i gang, holde motivationen og få plads til det i en travl hverdag. Vi konfronteres dagligt med reklamer, kampagner, eksperter, venner og familie, som netop taler om ’at vi burde dyrke noget mere motion’. Vi bliver konstant tudet ørerne fulde af, hvor vigtigt motion er for vores heldbred, både psykisk og fysisk. Der er jo snart ikke den sygdom (igen både psykisk og fysisk), som ikke kan forebygges eller lindres med mere motion. Og det er helt sikkert også rigtigt for 90% af befolkningen. Men når man så tilhører det mindretal, som har eller har haft en spiseforstyrrelse eller træningsafhængighed, så bliver det virkelig svært at navigere i. Det kan være rigtig svært for både en selv, men også andre, at forstå, hvordan noget der for de fleste mennesker er godt og sundt, for andre kan blive noget sygt og usundt.

Jeg har oplevet både hos mig selv og andre, hvordan en spiseforstyrrelse nemt kan skjules i træningsafhængighed, som nemt kan skjules i en fortælling om interesse, dedikation og sundhed. Motion er i vores samfund ikke bare en acceptabel afhængighed, men faktisk nogle gange ligefrem en misundelsesværdig en. Selv når vi synes, at nogen træner sygeligt meget, så bliver det ofte sagt med mere misundelse og beundring i stemmen end bekymring og medlidenhed. Jeg tror ikke, I kan forestille jer hvor meget anerkendelse, jeg har fået direkte og indirekte fra andre mennesker pga. min selvdisciplin, udholdenhed og kompromisløshed ift træning og motion. Selv fra folk der nok godt vidste, at det måske handlede mere om tvang og angst end om motivation og sundhed. Det er hårdt, at man risikerer at falde i agtelse i samfundets værdihierarki, når man faktisk blot prøver at blive rask og sund og hel.

Jeg er i dag virkelig taknemlig for og stolt over, at jeg tog det opgør med motionen, at jeg tog den pause. Jeg skal stadig passe meget på, at motion ikke bliver tvangspræget. Det ligger stadig lige til højrebenet for mig. Det er stadig en proces, som jeg slet ikke er i mål med, men jeg har allerede oplevet en kæmpe frisættelse udover alle dimensioner. Nu kan jeg rent faktisk hygge mig med en regnvejrsdag på sofaen. Jeg kan gå en tur og nyde naturen, og være tilfreds med at det var nok. Jeg går ikke i panik, hvis min kæreste gerne vil korte ruten af eller jeg er syg eller der er snestorm. Jeg kan tage på konference, i sommerhus og ud at rejse uden at skulle gå i flere uger i forvejen med angst og uro over, hvordan jeg nu skal få bevæget mig nok. Jeg kan rent faktisk prioritere at gøre de ting, der vigtige og gode for mig, ikke kun det, hvor jeg bevæger mig mest muligt.

Jeg begynder igen at mærke min krop. Jeg mærker følelser, traumer og grænser. Det er overvældende. Det er ekstremt ubehageligt. Det betyder at mange af mine autistiske træk, min ADD bliver mere synlige. Det betyder at min sårbarhed og stressbarhed er langt mere tydelig. Det kan føles som om jeg er blevet sat tilbage. Som om jeg er blevet dårligere. Jeg føler mig som et lille barn, der slet ikke kan finde ud af at regulere sig selv og navigere i hverken følelser, tanker eller det sociale. Jeg er bare 28 år, så det bliver ligesom forventet af andre, at jeg selvfølgelig kan det selv. Men min eneste strategi indtil videre har været spiseforstyrrelsen, og når jeg ikke har den, så skal jeg først genlære, hvordan jeg så skal mestre livet. Det er en hård og lang proces. Men nu kan jeg rent faktisk tage fat i den, fordi jeg er stoppet med at flygte.