MAD: Forførende fantasier. Maniske manier. Alt jeg ønsker er at spise luftkasteller og drømmekage

Spiseforstyrrelsesafsnittet B102:

Når vi ikke spiser mad, så tænker vi på mad. Vi snakker om mad. Vi diskuterer mad. Maden er det eneste, vi har tilfælles. Maden er det eneste, vi går op i. Vi læser kogebøger, som andre læser romaner; opskrifter, som andre læser avis. Vi ser madprogrammer i stedet for film og serier. Vi laver mad. Vi bager kager. Vi går i slikbutikker og til bageren for at se og dufte. Kaloriefri nydelse. Vi deler opskrifter og gode råd til kaloriefattige erstatninger. Vi prædiker for vores egen menighed og beder sammen: ”Led os ikke ind i fristelsen, men fri os fra det onde”. Så vi får styrke til at afstå. Og til jul, da X skal hjem og bage julekager, vælger X at bage jødekager, for dem kan hun ikke selv lide. Da X fortæller hende det, ærgrer hun sig over, at hun selv godt kan lide alle slags julekager. Og hun vil hverken bage eller smage. Til julefesten på afdelingen spiser hun knækbrød, som hun plejer, mens X spiser æbleskiver med de andre.

Jeg tror ikke, at jeg kender nogen mennesker, som er mere besatte af mad end mennesker, som er syge med anoreksi. Maden bliver hurtigt det som hele ens eksistens drejer sig om. Den største passion. Den almægtigste nydelse. Forestillingen om mad kan blive helt ekstatisk og euforisk.

Restriktiv spisning og underernæring forstærker denne besættelse af mad.

Sult:

Når kroppen kommer i nærringsunderskud, så igangsættes en proces, hvor kroppen vil begynde at tære på egne depoter. Først vil kroppen nedbryde stivelsesdepoterne i lever og skeletmuskler som omdannes til glukose. Herefter begynder nedbrydelsen og forbrændingen af fedtdepoterne. Da hjernen helst forbrænder glukose, vil kroppen begynde at producere glukose ud fra glycerol (fra fedtnedbrydningen) og aminosyrer (fra proteinnedbrydning i musklerne) i leveren, samt danne keton fra fedtnedbrydningen i lever og nyrer.Kroppen begynder at nedbryde sig selv for at overleve. På et tidspunkt vil organer begynde at stå af.

Den langvarige stressrespons aktiveres. Kroppen vil reservere energien til de livsnødvendige processer i hjerne og muskler. Kroppen vil spare på energien til flere hormonsystemer, og der vil ske et fald i blodsukker, stofskifte, fertilitet, immunforsvar, kropsstyrke, kropstemperatur og puls. Dette kan føre til forstoppelse, blålige lemmer, svimmelhed, hjernetåge, hjertebanken, rastløshed, øget træthed, væskeansamlinger, manglende styrke, nedsat koncentration, manglende menstruation, manglende sex-lyst og øget risiko for infektioner. På lang sigt (selv efter reernæring) øges risikoen for knogleskørhed, fertilitetsproblemer, organskader, fordøjelsesproblemer og tidlig demens.

Sult kan give en stor uro og rastløshed i kroppen, og særligt i starten af en ’sultperiode’ vil man kunne opleve en følelse af øget energi, fordi kroppen går i overlevelsesmode og gør sig klar til at ’kæmpe’ og finde føde ved at der blandt andet pumpes en masse Adrenalin ud i kroppen. I mange år var de eneste tidspunkter, hvor jeg kunne sidde ned med en form for ro i kroppen, når jeg sad og spiste. Min krop var hele tiden på jagt efter den næring den manglede, og jeg dulmede rastløsheden og trangen med store mængder motion og aktivitet. Så snart jeg sad ned kom rastløsheden og sulten væltende.

Ved underernæring vil du ofte få svært ved at mærke sult rent fysisk, både fordi disse signaler er blevet overhørt for længe, og fordi det simpelthen kræver for meget energi for kroppen at opretholde de fysiske signaler. En mere energieffektiv metode for kroppen til at gøre opmærksom på sult og nærringsunderskud er ved konstant at få dig til at tænke på mad. Det kan blive næsten umuligt at koncentrere sig om noget andet end mad, da kroppen ikke vil spilde den sparsomme energi på tanker om alt muligt andet end det, der skal til for at holde den i live: nemlig næring.

Disse madtanker kan blive meget ekstreme og en form for besættelse. Jeg har haft lange perioder, hvor det eneste, jeg kunne tænke på, var: hvad jeg havde spist, hvor meget jeg havde spist, hvor meget jeg måtte spise, hvad jeg skulle spise, hvad jeg måtte spise, hvad jeg ikke måtte spise, hvornår jeg måtte spise igen. Jeg talte minutterne og sekunderne til det næste måltid. Det var hele mit liv. Maden var det jeg var allermest rædselsslagen for, og det der gav mig den allerstørste lykke. Nærmest ren ekstase. Mine måltider skulle være perfekte, de måtte ikke gå til spilde. Jeg kunne have nærmest seksuelt forførende fantasier om kage, chokolade, fede pastaretter og alt det, jeg ikke måtte spise. Jeg lavede lister over alle de kager, jeg kunne bage; og aldrig bagte. Googlede opskrifter og glanede over billederne af maden; jeg aldrig smagte. Jeg kunne blive helt opstemt af at kigge på den nyeste tilbudsavis, og forestille mig alt den mad jeg kunne lave med varerne. Alt den mad, jeg aldrig tillod mig selv at spise.

Restriktiv spisning kommer hurtigt til at fungere ligesom når nogen siger: ”Du må ikke tænke på en lyserød elefant”, og så tænker du selvfølgelig med det samme udelukkende på en lyserød elefant. Når der er en masse fødevarer som gøres forbudte, bliver hjernen hyperopmærksom på netop disse fødevarer. Hjernen vil også komme til at opfatte netop disse fødevarer som ’særlige’ og som ’mangelvarer’, og man kan dermed få en meget stærk trang til at hamstre (overspise) hvis/når man endelig kommer i kontakt med en ’forbudt’ fødevare. Det er ren biologi. Det er ren overlevelse.

Det kan være rigtig uhyggeligt at skulle begynde at spise nok igen. Der er så meget angst forbundet med det. Det kan føles som om det er hele livet, der vælter sammen. Og udover alle de mentale barrierer, så kan det også rent fysisk føles meget voldsomt. Derfor har man brug for hjælp.

Ens forhold til mad er blevet så forstyrret, at selv hvis man er kommet hen et sted, hvor man egentlig gerne vil spise nok, så kan det være fuldstændig umuligt for en selv at vurdere, hvad det er. Verdens mindste portion kan ligne en hel buffet, og det kan i maven føles som om, man har fuldstændig forædt sig. De fleste vil også opleve kronisk forstoppelse i en periode, fordi maven skal i gang igen. Dette forstærker blot følelsen af overmæthed og kropsubehag.

Hormoner og hormonsystemer skal også i gang igen, og det kan give symptomer, som var man kommet i puberteten eller i overgangsalderen med hedeture, hjernetåge, uregelmæssig menstruation, uro, udmattelse og store følelsesudsving. Dertil skal lægges de synlige fysiske forandringer med kroppen, hvilket tilsammen kan gøre det ekstremt ubehageligt at være i kroppen, og man kan virkelig få en stærk trang til at flygte lige tilbage i spiseforstyrrelsen, for at dulme det.

Mange oplever også det, som kaldes hungersult. Kroppen har brug for ekstra meget næring, fordi den skal kompenseres og genopbygges efter perioden med underernæring. Kroppen har oplevet sultperioden som en hungersnød, og når man så begynder at spise mere igen, så vil den gerne sikre sig mest mulig næring, hvis nu der skulle komme hungersnød igen. Selv når man er kommet op på en såkaldt sund vægt og har spist regelmæssigt i længere tid, kan man opleve denne hungersult og/eller oplevelsen af stadig at tænke på mad hele tiden. Det kan endda være netop dette tidspunkt, hungersulten virkelig kommer. Det kan føles meget uhyggeligt, og som om man har mistet kontrollen. Men det er helt almindeligt og der er mange gode grunde til det.

Det tager nemlig lang tid for kroppen at genopbygge sig selv igen, og meget af dette foregår i kroppens indre (hormoner, organer, knogler, muskler mm.) efter, du er kommet op på en sund vægt igen. Det er et genopbygningsarbejde som kræver en masse næring, men som ikke kan ses udefra. Derudover tager det også tid for kroppen at slippe alarmberedskabet og stole på at hungersnøden rent faktisk er slut, og at mad ikke længere er en mangelvare. Det kan den kun finde ud af, hvis den får regelmæssig og rigelig næring over en længere periode.

Det er en ikke-lineær proces, man skal igennem. Det tager tid, både fysisk og psykisk. Kroppens signaler skal genopdages. Man skal lære dem at kende igen og lære at respekter dem igen. Det kræver, at man spiser regelmæssigt, spiser når man er sulten – både når man mærker det fysisk, men også når det er madtankerne, der overtager. Det kræver, at man spiser rigeligt, spiser det som man faktisk længes efter, spiser det ’forbudte’ regelmæssigt, spiser næringsrigt. Kroppen har brug for tid til at fordele fedtet og genopbygge muskler. Kroppen har brug for tillid til at den godt selv kan finde den vægt og figur, hvor den trives og har det godt.

Det er nok noget af det sværeste og mest skræmmende i hele verden: at stole på sin krop og vise den tillid. Jeg ved, at man tænker, at det hele stikker af og at man mister kontrollen. At man nu bliver tyk og doven og grådig og fuldstændig ude af kontrol. Man tænker, at man er undtagelsen der bekræfter reglen. At det aldrig vil kunne lykkes. Det samme har jeg selv tænkt og mange andre før mig. Så du er ikke undtagelsen.

Vejen til kontrol går faktisk igennem at slippe kontrollen. Lytte til og stole på de signaler kroppen sender. Når kroppen er genopbygget og bliver ved med at få den næring, den har brug for, så aftager hungersulten, madovertænkningen og madens overnaturlige ’magi’. Det lover jeg!

Og det er virkelig det værd! Det er simpelthen så frisættende, at mad ikke mere er det eneste, jeg kan tænke på og det eneste, som fylder i mit liv. Det er beroligende, at jeg ikke føler mig ude af kontrol omkring bestemte fødevarer mere. Jeg kan nu være til stede på en helt anden måde.

Og selvom der er en lille sorg over at miste denne helt overgearede og ekstatiske lykkerus, som kun mad kunne give mig, og som jeg kunne forsvinde helt ind i, så har jeg også opdaget hvor sygelig og giftig denne lykkerus var, fordi den overtog magten og kontrollen over alt andet. Jeg ved, at jeg ikke vil kunne få helt den samme følelse igen på nogen sund måde. Men det er også okay, fordi jeg øver mig i at mærke og lære de måske mindre berusende, men mere nærende (no pun intended) hverdagslykkefølelser at kende, som ikke overtager magten og kontrollen med hele mit liv, men i stedet giver det en langsigtet og jorddyb værdi.