KROP: Forførende fantasier. Maniske manier. Alt jeg ønsker er fjerlette knogler og en luftig eksistens

Følelsen af krop er en abstrakt fornemmelse. Reflektionen i spejlet flyder ud som farver i vand. De spørger, men hun ved ikke, hvordan hun ser ud. Man kan ikke forklare bevægelser, man ikke forstår. Men hun ved at kroppen eksisterer for meget. Hun kan mærke dens tyngde og dens rumfang i verden. Verden vader igennem den og banker konstant ind i den, til den er blodig, gul og blå. Alle cellers vægt, der binder hende fast. De skælver og frastøder hinanden. Hun vil revne, men huden er for stram. Hun må ud af dette kødfængsel! Hun skriger. Vrider kroppen. Banker hovedet ind i væggen. Fluerne skal flyde ud som tykt sort blæk. Hun vil flå brystet op med sine bare næver, rive hjertet ud og lade det flyve frit gennem natten uden vinger. Hun vil have kroppen til at forsvinde. Hun vil ånde frit igen.

Det er blevet mere og mere klart for mig, hvor forsimplet tegningen af en sygeligt tynd anorektisk pige, der kigger sig i spejlet og ser en meget tyk krop, er i forhold til det syn, jeg selv har haft på min krop, og som jeg også har hørt fra andre med anoreksi.

Jeg tror, det er sandt, at jeg selv og mange med anoreksi opfatter og ser sig selv som større end de reelt er. Men for mig er kroppen og spejlbilledet mere en abstrakt størrelse, som jeg ikke rigtig kan få greb om. Jeg har stadig svært ved at begribe kroppen, og hvordan jeg ser ud. Kroppen kan vokse og skrumpe, skifte form i spejlets refleksion. Mit humør og følelsen i kroppen har ekstremt meget indflydelse på min opfattelse af mig selv. Jeg tror de fleste kender til, at når man har en dårlig dag, så smitter det også af på, hvordan man ser sig selv i spejlet. Det sygelige ligger i hvor meget betydning, det får for ens liv. For mig blev det (for)styrende og altafgørende.

En del af spiseforstyrrelsen er det sygelige hyperfokus på kroppen. Det gælder faktisk ikke kun sin egen, men også andres. Når jeg var sammen med andre mennesker, kunne jeg nærmest ikke koncentrere mig om andet end at sammenligne min egen krop med deres. Var mine lår mon større end hendes? Mine arme? Ville andre se mig som tykkere eller tyndere ift. hende? Jeg vurderede ikke kun min egen krop, men også alle andres kroppe gennem mit forskruede og sygelige blik. Jeg forgudede kroppe med synlige knogler og muskler. Jeg opfattede helt almindelige slanke kvindekroppe som store og slaskede.

For alt er relativt. Særligt hvad man opfatter som normalt. Det man fokuserer på, har stor magt på ens oplevelse af verden. Da jeg var indlagt, kan jeg huske, hvordan kroppen kunne føles kæmpestor og tung, fordi jeg havde taget nogle få kilo på. Jeg var stadig undervægtig, men jeg var i en større krop end jeg havde været længe, og det krævede tid at vænne sig til. Men i takt med at min krop ændrede sig, normaliserede sig, så ændredes også mit syn, min opfattelse af kropsstørrelse og normalitet både ift andre om mig selv.

Bodychecking. At tjekke sin krop. Nærstudere den i spejlet. Kigge på den hver gang man går forbi en rude. Veje sig hele tiden. Konstant måle håndled, lår, talje og ankler med hænder og fingre. Noget jeg gjorde rigtig meget, da jeg var syg. Jeg kigger stadig, når jeg går forbi en rude eller et spejl, men det kan slet ikke sammenlignes med, hvor meget jeg hele tiden gjorde det engang. Det var en besættelse. Jeg kunne ikke lade være med at tjekke min krop på alle tænkelige måder. Jeg måtte sikre mig at mit håndled var samme størrelse som for 10 min siden. Jeg måtte veje mig igen og igen for at se, om jeg havde taget på indenfor de sidste 2 timer. Jeg tror, at bodychecking er drevet frem af en altopslugende angst for kontroltabet. Det er et (ubevidst) forsøg på at kontrollere og konkretisere den krop, der føles som en så abstrakt og kaotisk masse. En ukontrollerbar størrelse. Jeg var så fuldstændig rædselsslagen for min krop, og hvad den kunne finde på. Det kom til at styre hele mit liv.

Denne sygelige opfattelse af kroppen handler ikke kun om et udseende. Tværtimod. For mig at se handler det i langt højere grad også om en altopslugende grundfølelse. Fedmefølelsen. At føle sig tyk. Mærke kroppen for meget, mærke den vokse, mærke huden, mærke fedtet krible frem alle steder. Ubehag. Kropsdysfori. Være fremmedgjort i sit eget legeme. Ikke kunne være i sin egen krop. Ville flå og rive den i stykker. Sitrende fornemmelser fra mavens dybe knytnæve helt ud i det yderste lag af huden der støder mod verden. Flugt!

I dag kalder jeg det angst. I dag kalder jeg det en stressreaktion eller overstimulering. Dengang var det fedmefølelsen. Alt ubehag i kroppen, tolkede jeg som tegn på fedme og dovenskab. Og jeg brugte (ubevidst) restriktiv spisning og motion i store mængder til at dulme ubehaget og lukke ned for kroppen. Afskærer mig fra alt det, jeg mærkede, som ikke var rart, så jeg kunne fortsætte på den måde, det var forventet.

At sulte sig gjorde bare ikke ubehaget bedre, tværtimod. Jeg kunne måske dulme og overdøve stress og ubehag i kroppen ved at tærer på den, udmatte den og ignorere alle dens signaler. Men den konstante sitrende fornemmelse og den fade følelse af fremmedgjorthed blev kun værre ved underernæring. Sult og overmotionering gør kroppen rastløs. Sult og overmotionering gør en langt mere ængstelig og stressbar. Den manglende fornemmelse af kroppen gør ikke bare en fremmed for sig selv, men også for omverdenen. Jeg følte mig som et omvandrende genfærd – ikke rigtig levende, ikke rigtig død.

I dag kan jeg stadig føle trang til at rive min krop i stykker og flygte, når jeg oplever følelser i kroppen, der er meget ubehagelige. Jeg har meget svært ved at være i det og rumme det. Jeg er stadig meget ængstelig for at mærke ubehaget. Jeg har stor forståelse og omsorg for at mit yngre jeg havde et så stort behov for at flygte fra det gennem en spiseforstyrrelse. Det er virkelig svært at være i en krop, der er grænseløs og mærker alt for meget. Særligt når man lever i en verden, der er overvældende og alt for meget (læs evt. mit blogindlæg om sanser, neurodivergens og animisme). Når stress og angst er dagligdag, så er det da klart man har lyst til at flygte fra det.

Men jeg ved nu, at disse følelser ikke har noget med fedme eller dovenskab at gøre. Jeg ved, at det ikke hjælper at sulte og overmotionere. Jeg ved, at det for mig ofte handler om et overaktivt nervesystem, som hurtigt aktiverer kroppens alarmberedskab. Jeg ved, at det er min krop, der prøver at fortælle mig noget, advare mig. Jeg ved det handler om at lytte og berolige. Gøre noget rart. Få et kram. Tale med nogen. Trække vejret. Sætter grænser. Jeg ved det handler om et behov for trygge rammer og miljøer. Det er ikke nemt. Det er ikke let at mærke kroppen, mærke følelser, mærke sig selv, når man netop har brugt store dele af sit liv på at lukke ned for lige netop det. Men i længden er det bare en meget mere givende og bæredygtig måde at håndtere det på.