Kunsten at overgive sig til sig selv
-Et håbefuldt opråb fra en kronisk udbrændt autist
Jeg har altid været en do’er og en meget løsningsorienteret person. Det er en af mine ældste strategier, når jeg bliver presset, føler ubehag eller utilstrækkelighed. Jeg gør noget ved det. Jeg ændrer det. Jeg fixer det. Jeg klør på indtil harmonien er genskabt.
“At gøre noget ved sine problemer” lyder umiddelbart rigtig godt og konstruktivt. Men sagen er den, at for mig vokser løsnings-trangen ofte ud af panik og angst. Det handler ikke om en nysgerrig undersøgelse af årsager og løsninger, men bliver i stedet en flugt drevet frem af quick fixes.
Jeg er stærkt influeret af den optimeringskultur, vi lever i. Vores udvikling bliver fra vi er helt små konstant målt og vejet. Vores præstationer bliver hele tiden nøje evalueret i skolen, på uddannelsen og jobbet, så vi fortsat kan præstere mere og bedre. Vi skal som individer og samfund være effektive og konkurrencedygtige. Konstant udvikling. Konstant vækst.
Det gælder også vores personlige liv, hvor vi skal optimere os selv som mennesker, så vi kan blive den bedste udgave af os selv og udnytte vores fulde potentiale. Jeg kan blive besat af at se videoer og læse opslag på instagram om folk, der har ændret deres liv til det bedre. På bare én dag, kan jeg være overbevist om, at hvis blot jeg mediterede på den her måde, trænede på den her måde, rejste på den her måde, spiste på den her måde eller tænkte på den her måde, så ville jeg opnå harmoni og udleve mit fulde potentiale.
Og så bliver jeg grebet af panik over, hvorfor jeg ikke allerede gør det!
Men det er heller ikke kun selvhjælps-influencer-coaches, der har påvirket mig. Jeg har i flere former for terapi og behandling oplevet en sammenlignelig tilgang til selvoptimering (om end mere fagligt funderet). Jeg er blevet rost for at udholde overbelastning, undertrykke behov og maskere min autisme/ADHD, fordi folk (inklusiv mig selv og desværre også fagfolk) misforstod det som tegn på robusthed og heling. Sat lidt på spidsen, har jeg nogle gange haft en oplevelse af, at det vigtigste i behandlingen blot handlede om, hvordan jeg hurtigst og billigst kunne blive gjort til en dygtig samfundsborger.
Siden jeg første gang kom i behandling for anoreksi for over 11 år siden, har jeg haft en ide om, at hvis blot jeg arbejdede nok med mig selv og fandt de helt rigtige nye sunde mestringsstrategier, så ville jeg kunne blive den ’rigtige mig’ og leve op til mit fulde potentiale. Jeg ville kunne alt det, som alle de andre kunne. Jeg ville blive dette ideelle menneske, som i min verden var en forestilling om det neurotypiske, velfungerende og robuste menneske, der kunne klare sig selv, rejse, feste, træne, være social, tage en uddannelse og få en succesfuld karriere. Det eneste der stod i vejen for det var min egen uformåenhed, som blot skulle trænes og arbejdes væk.
Problemet er bare, at selvom jeg ikke har lavet andet de sidste 11 år end at arbejde med mig selv, lære nye sunde mestringsstrategier og oparbejde en større robusthed, så har jeg i sidste ende ikke indfriet mine eller samfundets forventninger, men er derimod endt med gentagne tilbagefald i spiseforstyrrelse, sygdom og alvorlige burnouts (=belastningssammenbrud).
I må endelig ikke læse det her som om terapi og mestringsstrategier ikke hjælper og ikke er super vigtigt. Det er altafgørende for heling!... MEN! Det er vigtigt, at du i terapien og behandlingen får hjælp til at skelne mellem, hvad du skal arbejde på at ændre, og hvad du skal arbejde på at acceptere. Den skelnen er nemlig også altafgørende, og noget jeg i mange år slet ikke havde øje for. Jeg troede, at jeg kunne og skulle ændre ALT. At når der var ting, jeg ikke lykkedes med eller hvis jeg havde det dårligt, så var det blot fordi, jeg ikke havde arbejdet hårdt nok.
Men uanset hvor meget jeg arbejder med mig selv, så ændrer det ikke ved uddannelsessystemet, arbejdsmarkedet og nedskæringer på nødvendige hjælpemidler. Og uanset hvor meget jeg og andre har prøvet, så kan jeg ikke ændre den måde min neurodivergente hjerne arbejder på, og hvordan mit neurodivergente sanseapparat fungerer. Jeg kan desværre heller ikke ændre på fortiden, sygdomme og de belastningsskader, der er sket i min hjerne og mit nervesystem.
Og nu er jeg ærlig talt træt…
Træt af at fixe, ændre, løse, arbejde med, præstere, optimere, forbedre og så videre…
Derfor vil jeg gerne slå et slag for den lille revolutionere handling: ’at lægge sig fladt ned’ (Jeg har været så fræk at låne begrebet fra det kinesiske tang ping, selvom jeg bruger begrebet i en helt anden kontekst. Du kan høre mere om de kinesiske unges kamp her. )Når man kommer fra et sted med et ensidigt og konstant fokus på at ’gøre’, ’fixe’ og ’optimere’, så kan der ligge rigtig meget healing og styrke gemt i at lægge sig fladt ned: Overgive sig til jorden. Overgive sig til livet. Overgive sig til sig selv.
Stoppe op. Være. Acceptere.
Det er dog en svær kunst, og det bliver hurtigt til endnu en dum ’selvhjælpsbogs-floskel’ om at ’acceptere sig selv, som man er’. Men selv i de dummeste floskler er der som regel en sandhed gemt. Jeg tror virkelig på, at der er meget liv og energi at hente, når man ikke spilder det på at ændre noget i sig selv, der hverken kan eller skal ændres. Energi og liv man istedet kunne bruge på at ændre de ting, der faktisk både kan og skal ændres. Måske i en selv, men i høj grad også i verden. Uden at ødelægge sig selv i processen.
Jeg vil slutte af med at citere fra den meget smukke ’Sindsrobønnen’, som de bruger i Anonyme Alkoholikere:
”Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen.”
Hvis du vil høre mig tale om dette emne, så udfolder jeg det og meget mere i foredraget ”Jeg kan ikke, hvad jeg vil”.
Du kan læse om foredraget her.
Jeg holder foredraget d. 29/9/25 hos CFPL - Center for Psykoedukation og Læring. Du kan se min kalender her.