Jeg er jo ikke så syg, at det gør noget!

 - En fortælling om den velfungerende anorektiker

 

I 2014 blev den dengang 16-årige Nicoline akut indlagt og diagnosticeret med svær anoreksi. Der var ingen tvivl hos behandlere og pårørende om, at jeg var meget syg: Jeg var alvorligt undervægtig, jeg tvangsmotionerede på de mest obskure måder, jeg spiste synligt meget lidt og meget restriktiv. Hele mit væsen var opslugt af konstante spiseforstyrrede tanker og adfærdsmønstre.

 Jeg var i lang tid helt opslugt af sygdommen og havde ikke noget ønske om at blive rask. I mange år ville jeg ikke give slip på den spiseforstyrrede identitet. Det var så stor en del af mit liv.

 Men på et tidspunkt begyndte både jeg selv og andre omkring mig at omtale spiseforstyrrelsen i datid. Jeg holdt en normalvægt, jeg kunne spise ude, jeg talte ikke kalorier, jeg spiste gerne søde sager, og bevægelse handlede ikke mere om at tabe mig. Jeg var rask. Jeg havde fået nok af spiseforstyrrelse, og nu ville jeg mere med mit liv. Mit liv var ikke mere styret af spiseforstyrrede tanker og adfærd.

 

I alt fald på overfladen…

 

For inderst inde vidste både jeg selv og mine nærmeste godt, at der stadig sad rester af restriktive og tvangsprægede mønstre i mig. Jeg havde stadig tendenser til at underspise og være restriktiv. Motion var en altafgørende nødvendighed for, at jeg kunne komme igennem dagen og regulere mig selv. Men så længe det ikke gjorde, at jeg tabte mig. Så længe at det ikke forhindrede mig i at leve det liv, jeg ville. Så troede vi, at det blot var rester af spiseforstyrrelsen, som jeg måtte lære at leve med, fordi dem ville jeg aldrig kunne slippe.

 Jeg gjorde jo heller ikke noget, der var så meget ved siden af normen, at det ikke var noget, mange andre mennesker uden spiseforstyrrelse ikke også kunne finde på.

Mange mennesker dyrker meget motion, faster og spiser mindre portioner uden at være spiseforstyrrede. Mange mennesker tæller endda kalorier, undgår bestemte fødevarer og er på slankekure uden at have en spiseforstyrrelse. Der er faktisk rigtig meget ret så spiseforstyrret adfærd (i min optik), som er blevet normaliseret. Vi ser måske endda op til dem, der lever ’sundt’ ved at spise efter en meget restriktiv diæt og træne mange timer dagligt. I forhold til disse mennesker, så var det jeg gjorde jo ingenting.

 Hvor går grænsen egentlig mellem det syge og det ’ikke syge’? Vi kan alle være enige om at motion er sundt, så hvornår bliver det usundt? Hvornår spiser man bare sundt, og hvornår er man sygeligt restriktiv? Yderpunkterne kan være nemme at definere, men der er også en meget stor gråzone. I gråzonen tror jeg, det er meget individuelt, hvad der er sygeligt, og hvad der er sundt for den enkelte. Her handler det måske mere om de tanker, der ligger bag, end selve handlingen.

 De fleste kunne ikke se på mig, at jeg stadig var spiseforstyrret. Jeg var jo bare naturligt slank. Jeg var jo bare en aktiv pige. Jeg kunne jo bare godt lide at spise sundt og grønt. På overfladen var der ikke noget underligt. Jeg har endda flere gange fået stor ros og anerkendelse for, hvor disciplineret og aktiv og sund jeg var. Den anerkendelse jeg hele mit liv havde hungret efter. Jeg tænkte, at det var sådan her, jeg skulle leve livet. Det var sådan her, jeg kunne overleve. Det var sådan her, jeg kunne fungere. Jeg var en velfungerende anorektiker.

 

Jeg var ikke så syg, at det gjorde noget… indtil det så gjorde alligevel.

 

Fordi selvom spiseforstyrrelsen tilsyneladende ikke mere styrede mit liv, så fyldte det alt for meget i mine tanker. Jeg var stadig opslugt af tanker om mad og motion. Jeg kunne gøre alle de ting jeg ville… Jeg kompenserede bare før og efter. For jeg var på mange måder stadig styret meget af angst. Jeg var bare dygtig til at planlægge rundt om, så det var skjult både for mig selv og andre. Man kan virkelig bilde sig selv meget ind. Og selvom det lyder skørt, så kan det være vildt svært at skelne mellem angst og lyst. Det kan være blandet helt sammen. Jeg elsker eksempelvis at være ude i naturen og bruge min krop. Jeg kan godt lide at gå, løbe og cykle. Det er godt for mig. Det er sundt. Men det blev usundt. Det blev en tvangstanke. Det kom til at fylde alt for meget i mit liv, at jeg SKULLE ud at gå, løbe og cykle. Hele tiden mere og mere, længere og længere. Jeg kunne stadig godt lide det, men det tog overhånd, og det blev styret for meget af angsten. Jeg havde ikke friheden til at vælge til og fra. Jeg kunne ikke være fleksibel. Jeg var rigid og insisterende.

 For mig var fastholdensen af de små skjulte spiseforstyrrede mønstre en overlevelsesmekanisme. Det var den eneste måde, jeg kunne håndtere ubehag og svære ting på. Det var den måde, jeg kunne beskytte mig selv på. Det var en måde at håndtere og maskere min ADHD og autisme.

Og det virkede jo tilsyneladende rigtig godt! Jeg var super velfungerende! Min ADHD og autisme var ikke særlig tydelige, og jeg kunne klare mere og mere.

 

Problemet var bare, at jeg var hjælpeløs uden spiseforstyrrelsen. Problemet var, at denne nødvendige beskyttelse af mig selv i virkeligheden var en destruktion mig selv.

 Til sidst kulminerede det igen i tilbagefald og burnout (=alvorlig belastningsreaktion) efter afslutningen af min HF i 2023. Noget, som jeg stadig forsøger at hele fra. Og denne gang stræber jeg efter den fulde frihed. Men woaw, det kræver meget at ændre tanker og adfærd, der har været indgroet i mig i måske 14 år eller mere. Jeg har været nødt til at tage nogle meget mere drastiske tiltag: Jeg måtte stoppe helt op! Jeg måtte revurdere store dele af mit liv og min opfattelse af mig selv. Jeg måtte holde fuldstændig pause fra alt motion. Jeg måtte tage fuldstændig fri, pause uddannelse, samt holde arbejde og præstation til et minimum. Jeg måtte bede om meget mere støtte, end jeg troede var nødvendigt. Jeg har haft brug for meget mere restitution og hvile, end jeg troede var nødvendigt. Jeg har skulle spise mere, end jeg troede var nødvendigt. Jeg har skulle veje mere, end jeg troede var nødvendigt. Jeg har måtte passe meget bedre på mig selv og sætte flere grænser.

 I processen, har jeg opdaget, hvor meget selv små spiseforstyrrede handlinger kan dække over. Det betyder blandt andet, at min ADHD og autisme er blevet tydeligere. Det betyder også, at jeg ikke kan alt det, som jeg troede, jeg skulle. Det betyder også, at jeg kan mange ting, jeg ikke troede, jeg kunne. Det betyder en helt ny undersøgelse af, hvem jeg egentlig er. Men forhåbentligvis betyder det også i sidste ende, at jeg bliver mere mig. Noget, både jeg selv og mine nærmeste værdsætter. Jeg er stadig i proces, men jeg er godt på vej.

 

Vil du høre mere om, hvordan autisme, ADHD og anoreksi kan hænge sammen og fastholde dårlige mønstre? Så fortæller jeg meget mere om dette i mit foredrag: “Den knudrede treenighed: Autisme, ADHD og anoreksi”. Du kan læse mere om det her, og se hvornår jeg holder det næste gang her 

Previous
Previous

DSDP - Den stille dygtige pige

Next
Next

Kunsten at overgive sig til sig selv