DSDP - Den stille dygtige pige

I forbindelse med debatterne om PDO (Pisse Dårlig Opdragelse), diagnoser og skolevægring, så har jeg skrevet et blogindlæg om at være DSDP (Den Stille Dygtige Pige), og hvilke alvorlige konsekvenser det har haft for mit liv at være et barn med udiagnosticeret ADHD og autisme.

Dengang jeg gik i folkeskole (2004-2014), var der ikke rigtig fokus på ADHD og autisme. For de fleste dengang var autisme noget med ”Rainman”, og ADHD var noget med ”vilde drenge, der kravlede på væggene”. Jeg har aldrig været billedet på den klassiske autist eller et ADHD-barn. Jeg har aldrig været hende, der larmede og forstyrrede i klassen. Jeg har aldrig været det klassiske billede på et barn i mistrivsel. Jeg er oftest gået under radaren. 

Som helt lille blev jeg ofte ’beskyldt’ (både direkte og indirekte) for at være for pylret, svag, sart, overfølsom, stille, asocial. Jeg kunne hurtigt blive afskrevet af fordomme om det ’forkælede enebarn’ med overbeskyttende curlingforældre. Det var i alt fald min store frygt. For det jeg vidste var, at jeg var forkert, og at det var min egen eller mine forældres skyld. Dette blev til en dyb skam i mig. Så da jeg blev lidt større, blev det en mission for mig at modbevise, at jeg var dette sarte og pylrede curlingbarn. Jeg skulle bevise, at jeg var stærk, selvstændig, robust og social.

 Jeg brugte enorme mængder energi på at gennemskue og leve op til alle de uudtalte forventninger og krav, der var i skolen og forskellige sociale sammenhængen. Jeg blev mester i at kopiere adfærd og undgå at pådrage mig uønsket opmærksomhed. Min overlevelsesstrategi blev at være den stille pige. Den høflige pige. Den ordentlige pige. Den perfektionistiske pige. Den dygtige pige. Der skulle ikke være en finger at sætte på mig. 

 Jeg lavede en masse bevidste og ubevidste regler for mig selv: Jeg måtte ikke få hjælp af nogen (særligt ikke mine forældre!). Jeg måtte ikke blive kørt af mine forældre nogensinde (Det bliver curlingbørn nemlig, havde jeg hørt). Jeg skulle have lange tætpakkede dagsprogrammer. Jeg skulle altid sige ja. Jeg skulle være super social hele tiden. Jeg skulle altid smile og grine. Jeg skulle være pæn og ’likeable’. Jeg skulle hele tiden lytte og spørge ind til andre. Jeg skulle ikke tale om mig selv, for jeg var ligegyldig og forkert. I skolen skulle jeg præstere perfekt i alt. Jeg skulle altid yde 120% og være på! Jeg skulle altid være produktiv. Jeg måtte ikke være svag.

 Jeg blev af omverdenen opfattet som et velfungerende barn og ung i trivsel. Jeg klarede mig godt fagligt. Jeg lavede altid mine lektier. Jeg indgik engageret og forbilledligt i undervisningen. Jeg var vellidt blandt de andre elever. Jeg havde venner. Jeg smilede.

Så hvad var problemet? Alt var jo fint?

Eller måske ikke helt…

Jeg reagerede aldrig i skolen. Først når jeg kom hjem i trygge rammer. Det blev værre jo ældre jeg blev. I perioder fra omkring 5/6. klasse og frem, havde jeg næsten daglige nedsmeltninger derhjemme, hvor jeg bare lå på gulvet og græd, mens ”Det er det hele” var det eneste, jeg kunne sige. Det var ofte helt simple hverdagsopgaver, som udløste det: smøre madpakke, pakke skoletaske eller gå i bad. Helt normale gøremål, som ikke burde være et problem for en 12/13-årig pige. Mine forældre var forvirrede og desperate. Skolen vidste og forstod intet. Jeg følte mig bare mere og mere utilstrækkelig og mislykket.

I virkeligheden var jeg ekstremt overbelastet. Det ved jeg nu. Jeg mistrivedes. Men ikke på grund af en konkret synlig ting. Det ville nok have gjort det nemmere at forholde sig til.

Problemet var, at det var det hele.

Det var et skolesystem, der var indrettet sådan, at jeg må gøre vold på mig selv for at overleve det. Det var et skolesystem, som bestod af konstante uforudsigelige skift og ændringer, abstrakte opgaver og uudtalte forventninger, samt gruppearbejde med komplekse sociale dynamikker som man allerede som små børn skulle indgå i uden støtte eller instruktioner. Det var en voldsom daglig overstimulering af larm, lugte, stemninger, informationer, mennesker mm., som jeg hverken kunne filtrere eller sortere i. Det var krav og forventninger til aldersvarende evner, som jeg enten var langt forbi eller slet ikke kunne leve op til. Det var fremmedgørelse og ensomhed i forholdet til mine jævnaldrende. Det var konstant overkompensering og overanstrengelse.

Jeg var lykkes med at indgå i skolen på lige fod med alle andre. Jeg var lykkes med at fremstå normal. Jeg var lykkes med at være ’den dygtige pige’. Men det havde i sidste ende en meget høj pris. Mange års overstimulering og overkompensering hobede sig op. Alt for mange år, hvor min krop mere eller mindre var i konstant alarmberedskab.

I sidste ende førte det til en langvarig belastningsreaktion, som førte til depressioner, angst og til sidst svær anoreksi. Alt sammen noget der stadig som 27-årig påvirker mit liv i ekstrem høj grad.

 For sagen er den, at lige så meget som jeg ellers har forsøgt at ændre og benægte det igennem årene, så fungerer min hjerne og mine sanser anderledes end flertallets. Jeg har en funktionsnedsættelse, et handicap, en neurovariation, en diagnose, en sårbarhed, en sensitivitet, en anderledeshed (Kald det, hvad du vil). Men jeg er også kvinde. Jeg er højt begavet og velformuleret. Jeg har et symmetrisk ansigt og en gennemsnitlig krop uden de store skavanker. Jeg kan nemt ’snyde’. Jeg fremstår almindelig og velfungerende. Jeg lever ikke op til folks fordomme om en autist med ADHD. Det har gjort, at jeg er blevet overset og ikke har fået den rigtige hjælp i tide, men i stedet nåede at blive så syg og belastet, at jeg formentlig er skadet for livet.

Det gør mig ked af det og også vred både på mine egne vegne og på alle de (desværre mange) andre mennesker, der findes i Danmark med lignende historier.  Sikke mange potentialer og menneskeliv, der bliver skadet og i værste tilfælde tabt.

Heldigvis oplever jeg, at der er en meget større og mere udbredt viden i dag om autisme og ADHD. Der er kommet et større fokus på, hvordan piger (oftest) som mig er blevet overset på grund af maskering og bias. Der er kommet et meget bredere syn på, hvordan autisme og ADHD kan komme til udtryk. Jeg håber, at det betyder, at der nu er børn, som bliver opdaget og taget hånd om, før de bliver alvorligt syge.

 Men det gør mig bekymret, når flere og flere børn får diagnoser, flere og flere børn oplever skolevægring, flere og flere børn oplever mistrivsel. Særligt bekymrer det mig, når politikernes eneste svar er at skære i hjælpen til handicappede, give yderligere beføjelser til tvang på bosteder og sanktioner i folkeskolen, samt når de udskammer familier og børn i stedet for at tage deres eget ansvar alvorligt for et grundlæggende mislykket skolesystem og en omsorgssektor i forfald.

 I stedet for gøgeungeretorik og (tvangs-)inklusion, så synes jeg politikerne skulle overveje, hvor mange penge og allervigtigst MENNESKELIV, vi kunne spare, hvis vi indrettede et skolessystem, uddannelsessystem, arbejdsmarked og samfund, som ikke ekskluderede og ødelagde så mange i første omgang.