Den Forsømte Ungdom
Jeg husker tydeligt den sommer mine gamle folkeskolekammerater blev studenter. Jeg lå om aftenen og stirrede op i loftet. Vinduet stod på klem, og jeg kunne høre, hvordan den ene studentervogn efter den anden kørte forbi: Flygtige øjeblikke af råb og fløjter med musik, der dunkede så højt, at det sitrede i luften. Jeg lå i sengen hos min mor og græd. For mens de andre havde udlevet deres bedste ungdomsliv med fremtidsdrømme, gymnasiefester og venneflokke, havde jeg været syg, isoleret og indlagt i psykiatrien. I deres glædesskrig og fest var det eneste jeg kunne høre: Min egen utilstrækkelighed. Min egen mislykkede ungdom.
Den sommer kunne jeg ikke tænke andet end, at det skulle have været mig, der stod på den vogn med huen på hovedet og fremtiden for mine fødder. Jeg havde været klassens ”12-talspige”. Den dygtige. Den kloge. Med store potentialer og endnu større ambitioner. I stedet kunne jeg nu blot stå på sidelinjen med hatten i hånden og se til, mens det liv, der skulle have været mit, kørte forbi til beatet af Dispacito. Verden lå ikke åben for fødderne af mig. Jeg kunne knap nok komme gennem dagen. Hele mit liv var afhængig af andres hjælp. Jeg var meget syg med anoreksi og svær belastning. Verdenen var kun så åben for mig som min overbelastede krop og psyke kunne holde til (hvilket var så godt som ingenting), samt hvad kommunen ville bevilge støtte til (hvilket også var begrænset).
Det var også omkring den tid, at jeg første gang så den norske tv-serie ”SKAM”. Jeg kan huske at alle snakkede om, hvor relaterbar og ’ægte’ den var. For mig var den en ren utopi, og jeg kunne på ingen måde genkende mit eget liv i serien. Fornyeligt genså jeg den så igen, og jeg har nok stadig et meget bittersødt forhold til den og andre lignende ungdomsserier og film. Jeg kan blive helt høj af at se dem, fordi de giver mig mulighed for igennem dem at udleve den ungdom, jeg ville ønske, jeg havde haft. Samtidig er de også med til at diktere og idealisere en meget bestemt type ungdomsliv, som jeg føler en stor utilstrækkelighed over, at jeg ikke har haft.
Vi lever i en kultur, der idealiserer ungdommen. Særligt én meget bestemt type af frigjort og festligt ungdomsliv. Vi hylder ungdomsårene som de vigtigste i livet. Vi går til ekstremer for at bevare den glatte hud og udsætte kroppens aldring. Vi kopier ungdommens tøj, sprog og livsstil. Det lægger et stort pres på de år, som om det er de eneste år, hvor du har mulighed for at finde venner, uddannelse, identitet og leve et fyldestgørende og meningsfuldt liv. Som om du kun har én enkelt chance til at fyre hele dit potentiale af, og derefter så er livet kun noget værd i erindringen om denne mytiske ungdomstid.
Jeg har derfor i mange år været hunderæd for ikke blot at have mistet min ungdom, men faktisk potentielt at have mistet hele mit liv. Jeg har følt en stor skam over ikke at have prøvet de ting, man ’burde’ have afprøvet som ung. Jeg har løjet, overdrevet og fortiet for at dække over mine manglende erfaringer, når det kommer til uddannelse, fester, byture, dannelsesrejser, kærester, flirts, vennegrupper mm. Jeg har følt mig bitter og misundelig, når jeg har hørt om andre menneskers ungdomsår. Mest af alt har jeg dog følt en stor sorg. Ikke kun sorg over den sygdom og lidelse, som ikke blot påvirkede mit, men også min families liv. Men også sorg over det liv, jeg føler jeg har mistet, selvom det aldrig har været mit.
Jeg kan stadig sørge og blive misundelig. Jeg kan stadig føle mig utilstrækkelig og usikker. Jeg er kommet frem til, at det er et vilkår i livet, som gerne må være der. Livet bliver sjældent, som man havde forestillet sig, og der kan ske meget, som man ikke nødvendigvis er herre over. Så jeg øver mig i at acceptere det liv jeg har levet. Det liv som blev mit. Som er mit. Jeg har nemlig meget at være taknemmelig over, og det forsøger jeg at dvæle ved.
