Handicap eller Superkraft?
Du har sikkert, ligesom jeg, hørt autisme og ADHD omtalt som alt fra alvorlige handicaps, psykiske sygdomme eller dårlig opdragelse til en naturlig neurovariation, en identitet eller ligefrem en superkraft. Det kan være svært at finde hoved og hale i!
Diagnosen autisme var historisk set en underkategori af skizofreni og blev betragtet som en psykisk sygdom. Senere blev diagnosen sin egen adskilte kategori, og det blev set som et livslangt biologisk handicap. I dag er autisme stadig beskrevet som en neurologisk funktionsnedsættelse og et handicap, men anses også mere og mere som en naturlig variation af den menneskelige hjerne dvs. en neurodiversitet ( https://www.autismeforeningen.dk/autisme/om-autisme/autisme-historisk-set/ ). ADHD er en neuropsykiatrisk diagnose, som historisk set blandt andet er blevet betragtet som en hjerneskade. Det beskrives stadig som en neurologisk forstyrrelse, men bliver i dag også mere og mere opfattet som en naturlig neurovariation i den menneskelige hjerne. (https://adhd.dk/om-adhd/hvad-er-adhd/; https://adhd.dk/om-adhd/adhd-historien/ )
Jeg synes desværre ofte, at diskussioner i medierne om ADHD og autisme bliver meget unuancerede og polariserede. Jeg oplever ofte selv en stor forvirring omkring, hvordan jeg som diagnosticeret med autisme og ADHD skal forholde mig til alle disse forskellige perspektiver og holdninger til diagnoserne både historisk og nu. Især fordi for mig er det ikke bare en intellektuel eller samfundsmæssig interessant diskussion. Det er rent faktisk mit levede liv og min hverdag.
Jeg hælder nok personligt mest til den opfattelse, at autisme og ADHD som udgangspunkt er en helt naturlig variation af den menneskelige hjerne, som ikke i sig selv nødvendigvis er et ’problem’, men fordi vi lever i et samfund, som udfordrer os alle sammen mere og mere på lige præcis de punkter, man som autist og ADHD-person har allersværest ved (f.eks. sociale kompetencer, eksekutive funktioner, omstillingsparathed, hastighed og koncentration) så bliver det et større og større handicap at have en autistisk- og/eller ADHD – hjerne i samfundet. Jeg tror også det blandt andet er derfor, at flere og flere bliver diagnosticeret.
Denne opfattelse betyder dog ikke, at man skal negligere, hvor stort et handicap både autisme og ADHD kan være (især i vores nuværende samfund). Det er vigtigt at have for øje, at autisme og ADHD kommer i mange former og farver. Og det er vigtigt også at skelne mellem, hvad der er autisme og ADHD, og hvad der er komorbiditeter dvs. tillægsdiagnoser (hvilket Silke Enå forklarer så godt i sit instagram-opslag her).
Jeg kan godt selv blive ekstremt provokeret, når folk kalder autisme eller ADHD en superkraft eller en ’modediagnose’, som man gerne vil have, fordi det er lidt ’sejt’. Det er ikke sejt?! På den anden side bliver jeg også såret, når folk gør det til et spørgsmål om dårlig opdragelse eller en hjerneskade, der helst skulle kureres. Jeg skal ikke kureres?!
For mig er de her diagnoser et vilkår. De er gennemgribende for den måde, jeg er i verden på. Jeg har fået diagnoserne på baggrund af mistrivsel, sygdomsforløb og tab af funktionsevner. Fordi jeg er blevet livsvarigt skadet og funktionsnedsat, primært fordi jeg er blevet så overbelastet efter mange års overkompensation og forsøg på at være ’normal’. Jeg er handicappet. Jeg lever et handicappet liv. Men jeg vil insistere på, at det ikke gør mig til et agensløst offer. Jeg insisterer på, at det ikke gør mig til et problem. Jeg er ikke mine diagnoser. Jeg er meget mere. Men hvis man kunne fjerne de ADHD- og autistiske dele af mig, så ville man også fjerne store dele af de områder, der gør mig til mig. Jeg er et stort mudret kludder af gener, miljø, relationer, skader, forstyrrelser, styrker, personlighedstræk og meget mere. Og jeg vil have lov til at være her med det hele, lige så meget som alle andre, diagnoser eller ej.